Godt, vi (dvs. jeg) har talt om, at dopamin belønner dig når du snakker om dig selv, og når du når et mål. Jeg gav et eksempel på min craving for visse menneskers opmærksomhed, og når jeg får den, bliver jeg glad i hovedet. Jeg kunne selvfølgelig også have givet jer et mere klassisk eksempel på et personligt mål: Mit speciale. Det er et større projekt, som jeg ikke bare vil i mål med; jeg vil opfylde mine egne og andres forventninger, når jeg når målet.

En ting er, at vi kan sætte nye mål. Det er jo ret nemt; ønsketænkning. At sætte processen i gang og tage første skridt er måske også nemt nok. Kan du huske sidste gang, du lovede dig selv, at du skulle i form? Du fik da købt løbeskoene og kom afsted på første tur, ikke? Løbetur nr. 2 har nu været fem måneder undervejs… Så hvad er det der gør, at vi kæmper videre, indtil vi opnår vores mål? Hvad er vores motivation? Hvordan skabes motivation? Hvorfor gider vi det lange, seje træk, hvis belønningen (dopamin) først kommer, når vi er i mål? Fordi; dopamin (det havde du ikke set komme, hva’?). 

Motivation = dopamin – og dopamin kan forudse belønninger

Jeg skal ikke til at fortælle dig, at dopamin er synsk og vejen til at forudse vindertallet på den næste lottokupon. Men din gode hjerne registrerer omstændigheder, og nogle stimuli vil som bekendt aktivere vores dopamin-venner. Og det er her forudsigelsen finder sted; når hjernen afkoder en omstændighed til at føre et skridt tættere på målet, så aktiveres dopaminregionerne – ikke ligeså meget som når du modtager den endelige belønning (når du når i mål), men nok til at give dig en dejlig fornemmelse i maven og kickstarte motivation.

Det er derfor, der engang var en, der opfandt ’delmål’

Det klassiske eksempel ville være alle sundhedsguruer, der gang på gang siger, at du skal sætte små mål. Dit endelige mål er at tabe 20 kg., men alle sundhedseksperter vil opfordre dig til at sætte delmål; første mål er at lægge cola på hylden; andet mål er at købe et par løbesko; tredje mål er at indvie løbeskoene; fjerde mål er at blive ved med at bruge skoene. Og så videre. Pointen er, at delmålene skal være mål, for når du opnår dem, opnår du motivation (; du opnår en dopaminudløsende stimuli) (problemet er måske, at individet kan opfatte målet om at droppe colaen som en ’sur tjans’ frem for et egentligt mål…).

Eksempel: Jeg er, indrømmet, nok mere engageret i mit speciale, end gennemsnittet. Jeg har møde med min specialevejleder ca. en gang om måneden. Imellem de møder skriver og læser jeg som besat, og vejledermødet er derfor lidt af en ’delprøve’ for mig. Jeg jagter god feedback til vejledermødet, fordi jeg har en formodning om, at succesfulde vejledermøder betyder succesfuld eksamen. Et godt vejledermøde er ikke mit endelig mål, men det er et delmål.

Scenarie 1: Jeg får god feedback til vejledermødet. Mit arbejde er godt, jeg er på rette vej. Jeg har opnået mit delmål – mine dopaminregioner aktiveres og jeg bliver glad.

Dopamin giver dig et lille skud belønning, når du er på rette vej

Scenarie 2: Jeg får dårlig feedback til mit vejledermøde. Jeg har misforstået teorien, der er meget der ikke er godt nok og jeg er slet ikke på rette spor. Nu falder aktiviteten i mine dopaminregioner; jeg bliver ”antibelønnet” – ja, nærmest straffet. Jeg opnåede ikke mit delmål.

”Vent, hvad!? Sagde du ikke lige at dopamin var kilden til belønning, gav mig en fuzzy feeling i maven og gjorde godt bedre?”

Jo. Jeg fik bare ikke fortalt dig, at dopamin også kan have den modsatte effekt. Ups. Det kommer her:

Dopamin kan også ”antibelønne” dig

Ser du, dit neutrale niveau af dopamin er ikke på 0, so to speak. Hvis vi helt figurativt laver en skala fra 1-10, og siger, at 5 er dit neutrale, konstante dopamin-niveau, så vil en belønning øge tallet. Mislykkes du derimod at opnå et mål, vil tallet falde. Jo; dit dopamin-niveau kan falde. Det ses bl.a. hos Parkinsons-patienter og ADHD’ere, der har et kronisk lavere dopamin-niveau end normalen, og derfor er der en række processer, eksempelvis motorikken, som ikke får den nødvendige stimulering.

Bonusinfo: For ADHD’ere betyder det, at man søger dopamin-stimulering på anden vis; man ryger, gør halvtossede ting, etc. Hos Parkinsons-patienter nedbrydes deres dopaminceller og gør hjernen ude af stand til at producere den nødvendige mængde dopamin. Derfor har man opfundet noget medicin der overstimulerer de tilbageværende dopaminceller. Mangel på dopamin kan bl.a. føre til uopmærksomhed, rystelser fordi motorikken ikke stimuleres, etc. Det kommer an på hvilken hjerneregion, der påvirkes.

Når du ikke opnår dit delmål, så sænkes dit dopamin-niveau, og på den måde straffes du og bliver skuffet

”Men hvad har det med sociale medier at gøre?”

Hvis du er en habil SoMe-fidus, har du nok allerede reddet et par lærerige pointer ud af hele ideen med mål, delmål, belønninger, straf. Er du CM’er? Så har du lagt mærke til, at mange communities giver mulighed for at opnå ’achievements’, ikke? Se bare på Yelp; du får en medalje for første indtjekning, for din første anmeldelse, når du er blevet stamkunde, osv. Hele setup’et bygger på motivation. Hvis du belønner brugeren fra starten af, vil de være mere tilbøjelige til at fortsætte adfærden. Hvis du fortsat belønner dem, vil du måske ende med at brugeren sætter et mål: De drømmer om at blive tilbudt at lave en uges Instagram-takover (eksempelvis – og når de har opnået det, sætter de nye mål). De achievements de får mulighed for at indsamle fungerer som motivation for at fortsætte adfærden = være aktiv i communitiet.

Har I achievements i dit community? Det behøver jo ikke være en computergenereret belønning – man kunne jo også bare anderkende ens følgere for omtale, loyalitet, tilstedeværelse…