Nogle gange skal man lytte godt efter, når Kenny snakker (fordi han siger noget virkelig klogt, ikke fordi han mumler…). I dag var en af de dage, hvor jeg var heldig at fange et af hans guldkorn:

Dit online liv er ikke mindre virkeligt end dit offline liv

Sådan skrev Kenny på Twitter. Lidt i spøg – selvom han mente det. Lidt henkastet – men virkelig skarpt.

Indrømmet; jeg har fået en vane med at tænke dopamin ind i alt, der foregår rundt omkring mig.
Når min roomie gentagende gange untagger og tagger sig selv på sit profilbillede for at opnå flere likes, tænker jeg belønning, self-disclosure og selvfremstilling (som alt sammen kickstarter en fuzzy feeling –> dopamin). Måske det også var derfor, jeg fik fortolket en masse ud af Kennys kloge ord…

Lesson 1: Empati

Empati skabes af oxytocin.

Når vi er til bryllup kan det ske for selv den bedste, at man fælder en tåre. Vi overværer (forhåbentlig) glæde og lykke mellem to mennesker, og selvom det ikke er os der svæver på en lyserød sky, så “føler vi deres glæde” – som man jo siger.
Eller; hjernen opfanger en lykkelig begivenhed og smider brænde på oxytocin-bålet for at reagere medfølende, empatisk. 

Det fungerer på præcis samme måde online. Din hjerne er en kjende ligeglad med om den lykkelige begivenhed foregår foran din offline næse eller din online næse. Det er præcis sådan Dove har formået at opnå langt over 16 millioner views på sin Fars Dag-reklame; vi ser glæden og reagerer med empati.
Vi skænker det ikke en tanke at formidlingen er online, for det har ingen betydning som oxytocin-frigivende stimuli. 

Vores online empati er ligeså stærk som vores offline empati

Lesson 2: Anderkendelse

Jeg har været lidt inde på det før: Vi har alle sammen en drøm, vi jagter. Vi har alle sammen forbilleder (ikke nødvendigvis idoler som hænger på væggene i teenagerværelset – det kan være folk vi mener, er pissedygtige og som vi respekterer og ser op til).

Anderkendelse er en drivende kraft for sociale dyr (ja, jeg kaldte dig lige et socialt dyr). Vi iscenesætter os selv gennem hele livet; jeg gør det lige nu, ved at skrive det her blogindlæg. Min faglige viden indenfor dopamin på sociale medier er en personlig egenskab, en dimension af min identitet.

Man kan komme langt ved at tro på sig selv, men som sociale flokdyr søger vi anderkendelse af andre. Det er selvfølgelig ikke helt uden betydning hvem den anderkendelse kommer fra. Min “tilfredsstillelse” (dvs. mængden af dopamin frigivet) er større hvis anderkendelsen kommer fra en faglig relevant person, end hvis den kommer fra en forbipasserende revisor

Pointen? Om anderkendelsen modtages offline eller online er ganske irrelevant. Vi opnår samme tilfredsstillelse. 

Online anderkendelse (ros) giver os samme tilfredsstillelse (glæde) som offline anderkendelse

Så næste gang du tænker, “ej, det vil jeg ikke skrive – det roser jeg vedkommende for næste gang vi ses!” – så skriv det! Det betyder naturligvis ikke, at du ikke også kan nævne det når i ses offline – det betyder blot dobbelt glæde for modtageren, og det er jo dejligt. :-)

Lesson 3: Du er ligeså virkelig online som offline

Du er ikke mindre menneske online end offline. Dine naturlige instinkter som socialt væsen (empati, kontakt, interaktion, anderkendelse m.m.) er tilstede online som offline; og reagerer på forsømmelse online som offline.

Linjerne mellem online og offline-verden er udvisket. Det menneske du er online, er ligeså meget en del af det menneske du er offline. Dine online og offline relationer afhænger lige meget af hinanden.
Populært sagt: Hvis du forsømmer online-dig, går det ud over offline-dig.

Se bare på Mettes beretning om hendes 2½ dage offline; da hun slukkede for sin online verden, havde det mærkbar effekt på hendes offline verden. Hun følte sig afskåret fra social interaktion og mærkede humøret dale; en fornemmelse af ensomhed. Det giver rigtig god mening på to punkter:

1) Afskær sociale dyr fra social kontakt og de bliver ensomme/melankolske/deprimeret (forresten grundet understimulering af dopamin, oxytocin etc.)
2) I takt med at vores online og offline verden smelter mere sammen, vil de også have påvirkning på hinanden. Afskær den ene, og den anden vil påvirkes.

Smid Mette ind i en iso-celle med wifi, smartphone og strømstik; hun er konstant connectet til hendes online-verden, men vil savne interaktion med offline-verden. Hun gjorde det omvendt, slukkede for sin online verden, og følte sig afskåret; dit online liv er ikke mindre virkeligt end dit offline liv og vice versa.