Alt kan forklares med GIFs. Og GIFs gør alt bedre.

Ja-ja, det er en oldgammel billedfiltype som man senere fik til at bevæge sig, og alt det der. 

Jeg har en teori om, at sammenhængen mellem sociale medier og oxytocin/dopamin/serotonin bliver en tand sjovere at læse om, hvis det bliver forklaret med GIFs. Så vi afprøver lige min teori med en introduktion til oxytocin og hvilken rolle det spiller på sociale medier. 

Men først: Min yndlingsneurotransmitterjoke!

What does dopamine do?

– It confuses neuroscientists.

Hvis du griner, så spring videre.
Hvis ikke; om der står dopamin, oxytocin eller noget tredje er ét fedt. Pointen er, at forskere har forsøgt at finde ud af hvad dopamin (og alle andre neurotransmittere) er, gør og kan, siden Kathleen Montagu opdagede dopamin i menneskehjernen i 1957. Det sjove er, at vi i 2015 ikke engang er sikre på hvor mange dopaminreceptorer der findes. Og vi ved ikke rigtig hvad de gør. Hvilket betyder at vi ikke rigtig ved hvad dopamin (og andre neurotransmittere) er, gør, kan, hvorfor, hvordan. Vi er på rette vej, men, boy, der er lang vej endnu.

Så, nu har jeg vist også dræbt den joke…

Oxytocin – “the love hormone”

Ved du hvad der er den største grund til, at vores mødre har tilgivet os for ni måneders graviditet, alt for mange timers fødsel, og stadig kan lide os? Oxytocin. Jeg vil næsten gå så langt og sige, at det er den eneste grund til at de overhoved kunne lide os straks efter fødslen…
Oxytocin er græsk og betyder noget i stil med “hurtig fødsel”. Hos kvinder produceres der mere oxytocin under og efter fødslen. Heldigvis.

Det er oxytocin der kickstarter moder-genet. Hos rotter lavede man et forsøg med barnløse hunrotter; de reagerede ikke på grædende babyrotter. De søgte ikke at trøste ungerne – faktisk gik de lige henover dem. Men da man gav selv samme jomfrurotter et skud oxytocin, så begyndte de at reagere på hulklen og gråd, og de tog sig af de små babyrotter.

Oxytocin kan nemlig noget med følelser.

Det kan gøre ulve monogane

fremme mor-baby bonding hos får

og skabe tillid mellem mennesker. Det er derfor populister kalder oxytocin for the hug hormone, the cuddle hormone, the love hormone. Et kram på ca. 4 sekunder skulle være nok til at øge produktionen af oxytocin i din gode hjerne (Paul Zak er oxytocin-populist og det bærer Anthon Berg-forsøget præg af, men det bringer alligevel en fin pointe).

 

Man er også begyndt at forske effekten af øget oxytocin hos autister; indtil videre fortæller resultaterne, at hvis man øger produktionen af oxytocin, så bliver deres sociale kundskaber forbedret.

Studier viser også, at oxytocin får dyr til at bygge reder, adoptere forladte unger, tage sig af fremmede unger og andet godt.

Og oxytocin får mennesker til at stole på andre.

Det øger empati. Det er næsten kærlighed, men alligevel ikke. Oxytocin er, som andre neurotransmittere, mange ting. Dopamin er meget mere end afhængighed. Oxytocin er meget mere end affection. På godt dansk kunne jeg nævne mentalizing og experience-sharing som eksempler på sociale kognitive evner, der bliver styrket af oxytocin.

Når vi ser et billede af en vi elsker, så frigives der oxytocin. Og oxytocin gør det nemmere for os at afkode ansigter; nemmere at afkode om vi kan stole på personen, eller afkode en trussel.

Oxytocin gør din strategi for sociale medier et hak bedre end konkurrentens

Der er naturligvis en kæmpe pointe for os, der arbejder med sociale medier (eller interesser sig for området).
En amatørundersøgelse af førnævnte populist, Paul Zak, viser, at niveauet af oxytocin stiger ved interaktion på sociale medier. Testpersonen brugte Twitter som du og jeg, og opnåede en stigning i oxytocin-niveauet på 13% – samme stigning registrerede man hos en brudgom på sin bryllupsdag! Det er, hvad Twitter gør ved os.

Mennesker skaber relationer gennem følelser.
Vi opsøger folk, der vækker følelser i os, og vi søger at skabe relationer dem, for at holde fast i følelsen.

Med andre ord; de social medie-platforme, dit brand agerer på, er en glødende kilde til at skabe relationer med dine kunder. Det eneste I skal gøre er, at få dem til at føle noget. I kan selvfølgelig ikke kramme jeres følgere i 4 sekunder, men I kan skabe visuelt content. Jeg ville utrolig gerne give jer alle de fede cases, vise jer hvordan andre brands har haft succes med at bruge følelser aktivt og bevidst i deres social medie-strategi.

Men jeg har ingen.

For der er ikke rigtig nogen brands der bevidst og strategisk skaber relationer gennem følelser – hvilket også er grunden til, at det kun er få brands der formår at skabe rigtig gode relationer til deres kunder.

Og det behøver slet ikke være sådan. Noget så simpelt som et billede af en hund og et mennesker der krammer frigiver oxytocin. Vi behøver ikke selv være en fysisk del af et kærligt øjeblik. Vi mennesker er heldigvis empatiske nok til at føle glæde på andres vegne…

 

…som når Spies deler et bryllupsbillede af kunder, der blev gift på sin ferie.

  Vi er endda empatiske nok til at føle sorg og smerte på andres vegne… …som når Folkekirkens Nødhjælp deler det famøse billede af bådflygtninge.

 

Noget så simpelt, som når vi ser, at brandet har gjort en forskel – for den enkelte, eller flertallet.

 

Jeg ved godt, at det lyder som hokus pokus, at man nu også skal tænke i følelser som brand på sociale medier. Jeg ved godt, at det ikke er sådan vi plejer at gøre. Men overvej det en ekstra gang. Hvis du kan få folk til at føle noget, kan du noget, som konkurrenten ikke kan; og du betyder mere for kunden, end konkurrenten gør.

Og husk: forbrugere er allergiske overfor alt, der ikke er oprigtigt.