Dette tweet…

…kom til verden på baggrund af al den buzz der har været om Zuckerbergs nye rolle som far og hans  pludselige milliarddonationer. 

What a good guy!, tænkte verden. 

What a load of ……., tænkte jeg. 

Jeg skal være helt ærlig fra start: Jeg har ikke læst historien. Det eneste jeg har gidet sætte mig ind i er, hvad jeg fik at vide fra overskrifter: Zuckerberg blev far, og så donerede han milliarder af penge. Verden tror åbenbart, at man bliver et nyt og bedre menneske af at blive forælder. 

Det gør man da også. Cirka. Man er godt nok det samme menneske, men babyeffekten får dit hoved til at boble med oxytocin, og det gør dig et slags bedre menneske…

To hurtige om oxytocin

  • Oxytocin øger morale
  • Oxytocin øger empati

Folk der er mere moralske og empatiske er en slags bedre mennesker, firkantet set. De er nemlig langt mere tilbøjelig til at donere penge til alverdens gode formål. Derfor overskriften; Oxytocin er NGO’ers bedste ven. 

48% er svaret på dit spørgsmål.

Lad os sige at vi tager 20 mennesker, og giver dem muligheden for at donere til et velgørende formål. Og lad os så antage, at 10 af dem vælger at donere penge. Så tager vi de 10 mennesker og deler i to. 5-5. Den ene gruppe gør vi intet ved. Den anden gruppe giver vi en injektion af oxytocin. 
Den gruppe vi har givet oxytocin donerer i gennemsnit 48% mere end den anden gruppe, som vi ikke gjorde noget ved. 

Forestil dig en Røde Kors-indsamler: Hvis et “normalt” menneske donerer 10 kr., vil et menneske med højere niveauer af oxytocin donere 14,8 kr. 

Og ja, min konspirationsteori er, at Zuckerberg ikke blev et nyt menneske, da han blev far. Hans hoved blev bare sprængfyldt med oxytocin. Det går over igen. 

Træk det strategiske kort, du gode NGO

Pointen for NGO’ernes vedkommende er: Du kan godt fylde folks hoveder med oxytocin, selvom du ikke kan overrække dem en baby. Og også selvom de sidder i Skive bag en skærm. 

4 kneb til at aktivere oxytocin: 

  1. Babyer og små dyr
    Ja, der er en pointe med alle de kattevideoer på Facebook. Vi har brokket os over dem i over 10 år, men vi smiler sgu stadig når vi ser en video med en sød lille hundehvalp vride sig og være zuper cute. Det er oxytocinen i dit hoved; og nej, du kan ikke selv styre det, og nej, du registrerer ikke at receptorer skyder med skarpt.
  2. Når vi får udvist tillid
    Dengang du stod i køen i Fakta, og en ældre halvdøv dame med rollator og tykke briller stak dig sin pung, og spurgte om du gad fiske 327 kr. ud og række til den gode kassemand. Du husker det, fordi hun udviste dig tillid – og hun udviste dig langt mere tillid end vi er vant til fra fremmede. Og hvad gjorde du? Du fandt sgu de 327 kr. og afleverede pungen. Du stak ikke af, og du stak ikke en halvtreller i lommen. For når folk udviser os tillid, tager vi det sjældent for givet. 
    Og hvorfor gør vi så ikke det, tænker du nok (jo, du gør). Fordi vores oxytocinreceptorer er håbløse suckere for at andre viser os tillid.
    Kort sagt: Oxytocin skaber tillid. Når andre viser os tillid, reagerer vores hjerne ved at frigive oxytocin, og dermed gengælde udvist tillid med tillid. 
  3. Når vi tænker på/ser/hører dem vi virkelig elsker
    Dit yndlingsbarn, din yndlingsforælder, din yndlingssøskende, din yndlingsonkel. Din kæreste. Hver gang du tænker på en du virkelig elsker, så frigiver din hjerne oxytocin. Ret fantastisk, ikke?
  4. Fysisk kontakt
    Et kram. 4 sekunder. Bum – oxytocin. Fedt, ikke? Et kys kan også gøre det.

Så det jeg anbefaler dig, kære NGO, er, at du jf. pkt. 1 overmaler din facebookvæg med kattevideoer, og i øvrigt bestræber dig på at indføre kys og kram næste gang du skal ud og stemme dørklokker med en indsamlingsbøtte i hånden. 

Pjat. 

Det du skal gøre er, at tænke de 4 vinkler med i din content-planlægning. 

Case-eksempel 1: 

bolius anitaxcph

Det her var blandt vores Top 3 posts i oktober. Hvis du spørger mig personligt, har vores brugere pisset godt og grundt på de kvalitetsartikler, som vores journalister producerer. Men jeg forstår samtidig udmærket, hvorfor den er blandt top 3. 

Det er en kattevideo. Ræven har forvildet sig ind i en have, og et mennesker begynder at klø den på maven. Der sker intet i videoen. Men ræven er nuzer. Og med ‘nuzer’ mener jeg, at den kickstarter dine oxytocinreceptorer. 

Pointen: Det er okay, at bruge babyer og babydyr som rekvisitter. Din direktør kan sagtens skrive en klumme, og tilfældigvis holde en kattemis i armene i det thumbnailbillede der dukker op. Tænk kreativt – du kender din organisation bedre end jeg gør. 

 

Case-eksempel 2:

Det her kræver noget dyrbart af dig. Et klik. Et klik, der fører dig over på Facebook. Vores gode formidlingschef, Kristine Virén, havde skrevet en kort historie om et møde med din nabo. Det var ikke en post vi regnede med, ville få +350 likes. Men spejlreceptorerne får os til at føle, at det er os der blev inviteret ind hos naboen og skaber nye venskaber og ny tillid til andre mennesker. Kristines nabo udviste tillid ved at invitere Kristine indenfor, og – som forklaret – besvarer vi tillid med tillid. Så ja, det er blot en god historie om tillid mellem to mennesker, men Lord Praise spejlreceptorer – de gør verden til et bedre sted.

 

Case-eksempel 3: 

Nej, Hr. Svejgaard betaler mig ikke for at bruge ham & Spies i alle mine blogposts (men det burde de måske…). 
spies do it for mom anitaxcph

Kort fortalt: Reklamen vil sende potentielle forældre på ferie, for at lave babyer til bedsteforældrene. 
Kort analyse: Er du bedstemor, vil du sidde og tænke på din kære datter/søn, og måske dit fremtidige barnebarn. Er du potentiel forælder, vil du sidde og tænke på din gamle mor (eventuelt med et stik af dårlig samvittighed). 

Præmis for pkt. 2: At tænke på folk vi elsker sætter gang i oxytocinen. Der er vel egentlig ingen grund til uddybelse. Få folk til at tænke på deres gamle mor. 

 

Case-eksempel 4: 

Kram nu dine kunder! 
…eller sørg for at videoen af din organisation viser glade kollegaer der krammer og griner, for det sætter gang i oxytocinen. Og de der spejlreceptorer, der snyder vores hjerne til at tro, at det vi ser går “ud over” os, vil fortælle oxytocinreceptorerne, at vi er i færd med at kramme en god kollega, og så tænker receptorerne; “Gør vi det!? Nå, jamen så…”, og vupti – frigivelse af oxytocin = mission accomplished.