Drop jobansøgninger – brug tiden på sociale medier!

Ja, det er mit ærlige og bedste råd til alle studerende: Drop jobansøgninger. Det er formegentlig også til ikke-studerende jobsøgende – jeg har ikke selv stået i dén situation, så det er en uafprøvet tese fra min side. 

Hvis du brænder for et job i den digitale verden, så lad være med at spild din tid på jobansøgninger. Vi ved begge to hvor mange timer man bruger på at få skrevet, designet og gennemtænkt hver enkelt jobansøgning. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, havde jeg brugt de timer og den energi på en bunke blogindlæg og tweets i stedet. Hæng på lidt endnu, og se lyset for enden af tunellen…

Drop jobansøgninger, pt. 1: Twitter

“Er du på Twitter?”, spurgte min spritnye journalist-roomie mig for snart to år siden.
“Mjah, jeg har en profil, men jeg bruger den ikke. Twitter er kedeligt”, svarede jeg.

Allerede her skal vi blive enige om én ting: Twitter er hvad du gør det til.

Hvis du følger kedelige brands og nyhedskanaler, så er twitter præcis ligeså kedelig og uinspirerende som det lyder.
Hvis du følger spændende, inspirerende mennesker, så er Twitter det eneste sociale medie du har brug for, for at komme igennem dagen. 

For et år siden begyndte jeg at tage Twitter alvorligt. Jeg begyndte at følge profiler der gav mening for mig, og begyndte at forstå hvordan twitter-universet fungerer. Det er en platform du skal dyrke med mantraet: Show it, don’t tell it.

Så det gjorde jeg. Med mine 74 følgere begyndte jeg at dele tech-nyheder og neuromarketing-artikler. Det var de emner jeg interesserede mig for. Med tiden begyndte folk at blande sig i snakken. Det er her, du får mulighed for ‘show it, don’t tell it’. Bidrag med det du ved, når du kan. Svar på de #twitterhjerne-spørgsmål der giver dig mulighed for at bruge din viden indenfor et specifikt emne til at hjælpe andre. 

I stedet for at skrive i jobansøgningen, at du er virkelig god til kommunikation, så vis det! De personer du sender jobansøgningen til er alligevel på Twitter. Show it, don’t tell it! De 300 ansøgninger som du er oppe imod skriver også, at de er virkelig gode til kommunikation. Hvordan overbeviser du virksomhederne om, at du er bedre end de andre?

Jeg ved, at ‘show it, don’t tell it’ virker.
I lang tid føles det som om man tweeter til et tomrum. Men pludselig en dag står du med morgenhår og savler tandpasta ned på nattøjet, imens Hans Tosti sender dig en besked for at sige tak fordi du deler ud af din viden. Det er hér det går op for dig, at der faktisk er nogen der læser med. At der faktisk er nogen der får noget ud af dine tweets. Der er faktisk nogen der lærer en masse af dig – og anderkender dig for det!

Drop jobansøgninger, pt. 2: Gør IKKE som jeg gjorde

Det er cirka hér du skal holde fast og blive ved med at gøre, som du gør. For pludselig er der flere der hepper på dig – og nu skal du lade være med at gøre, som jeg gjorde. 

“Hvad? Skriver du speciale om dopamin på sociale medier? Det er sgu da pisseinteressant! Hvorfor blogger du ikke om det?”
Fordi jeg ikke tør, tænkte jeg. Fordi jeg er studerende, og jeg har da ikke noget at skulle have sagt, i et forum fyldt med branchens største genier; Tosti, Svejgaard, Ziengs, Mouritzen og alle de andre. Tænk på alle de ting der kunne gå galt! Hvad nu hvis alle hader det jeg skriver? Tænk, hvis alle er imod det jeg skriver? Hvad nu hvis…

Dét var min store fejl.

Jeg havde alt for mange undskyldninger. Jeg brugte 3-4 måneder på at være bange og finde på undskyldninger for ikke at blogge. Mit første blogindlæg gemte jeg på i næsten en måned. I stedet skulle jeg have handlet. Slået hjernen fra.

Det her er stadiet, hvor det officielt bliver pisseligegyldigt at skrive jobansøgninger.

Drop jobansøgninger, pt. 3: Blog. BLOG, FOR HELVEDE, BLOG!

Hvad har du at miste?! Kom i gang! Du skulle have købt domænet i går og udgivet dit første indlæg i dag!
Blog er din chance for at komme i dybden med din viden. For at fundere, lære og – ikke mindst – show it, don’t tell it. 

Vælg din niche. Bliv kendt som “personen der ved noget om X”. Sig ‘ja’ til enhver chance for at være gæsteblogger eller være med i podcasts.

Hvis du skriver speciale er det især et godt tidspunkt at blogge. JO, der er tid.

Bloggen bliver et af dine bedste værktøjer i specialeprocessen. Bloggen tvinger dig til at skulle formidle kompleks viden simpelt. Og den proces du går igennem, når du skal formidle et tørt specialeemne på et levende, konkret og lavpraktisk niveau er den største læring i specialeprocessen.
Læs teorierne, blog om teorierne og skriv så teoriafsnittet i specialet. Når først du har blogget om det og koblet teorien til konkrete eksempler fra den virkelige verden, forstår du det hele meget bedre.

Det er godt for dit speciale, og godt for din a-kasse. Du slipper nemlig for at være jobsøgende – du har jo ikke sendt en eneste ansøgning. 

Drop jobansøgninger, pt. 4: Lad virksomhederne komme til dig. 

Resultatet af dit tweeteri og bloggeri: Virksomhederne kommer til dig.

De personer, som du sender jobansøgninger til, har set på twitter og på din blog hvad du kan. Og det tæller meget mere, end at læse i en ansøgning hvad du kan.

Min sandhed: Jeg var den flittige studerende, der begyndte at sende jobansøgninger 9 måneder inden mit speciale skulle afleveres. Det er nemlig CBS’s anbefalinger.

I 9 måneder var jeg skrevet op til alt-for-mange jobagenter. Jeg sendte jobansøgninger og bruge mange timer på at være den kreative ansøger. Du har sikkert også hørt historierne om “de gode ansøgninger”: Dem, der sender et gækkebrev i firmaets tema-farver, sætter et stort banner op udenfor kontoret, tisser sit navn i sneen, og på alverdens umulige måder hopper og springer for at få jobbet.

Hver gang nogen fortæller urealistiske historier som “de gode eksempler” dør 27 kattekillinger, hundehvalpe og babyer. Lad være med at være en af dem, der jagter virksomhederne. Vær i stedet ‘show it, don’t tell it’-typen, som virksomhederne jagter. 

Halvanden måned inden mit specialeforsvar havde jeg stadig ingen tiltro til mig selv. Jo-jo, jeg bloggede. Folk kendte mig. Alle sagde, at jeg nok skulle få et job. “Ingen problemer!”, udbrød de. Men det var jo heller ikke dem, der stod overfor en ukendt fremtid. 

Jeg troppede op hos min a-kasse. Jeg tog noter imens a-kassen fortalte mig hvordan, hvorfor, hvornår jeg skulle registrere mig som ledig, troppe op på jobcentret, danse flamenco på én fod imens jeg klappede mig på hovedet og aede cirker på maven. Jeg var klar til min forestilling om et liv, efter kandidaten: Arbejdsløs. 

Imens jeg gik og forberedte mig på det mundtlige forsvar skete der pludselig noget. På én uge havde tre virksomheder headhuntet mig, og jeg stod nu med tre meget forskellige jobtilbud på hånden. 

Jeg forstod ingenting: Jeg havde ikke sendt ansøgninger til nogen af virksomhederne. Faktisk havde ingen af de jobansøgninger, jeg havde sendt gennem de sidste 9 måneder, giver mig så meget som en jobsamtale. 

Drop jobansøgninger: Derfor virker det

Det er ikke urealistisk at tro, at virksomhederne vil komme til dig. Det er ikke noget der sker hver 7. lysår. I den digitale branche sker det. Ofte. Hvis du arbejder for det. Det skete for mig, og jeg ser det ske for andre.

Det her virkede for mig, af helt bestemte årsager:

Jeg blev “opdaget” af et geni. En guru, om du vil. Hvis ikke Hans havde bidt mærke i mine tweets og fundet mit specialeemne interessant, så ville jeg næppe have en blog i dag.

Uden bloggen havde de andre genier ikke hørt om mig, jeg havde ikke holdt mit første foredrag til Digital Markedsføring ’15, virksomheder havde ikke headhuntet mig, og jeg havde uden tvivl ikke haft mit nuværende drømmejob i Bolius (spørg Ziengs, hvis du ikke tror på mig – han vil fortælle dig præcis det samme). 

Brug din viden og interesse for et emne til at sætte snebold-effekten i gang. Når først du begynder at dele din viden, så tager det ene det andet, og snart kan du ikke selv følge med.

Alene den sparring du får fra branchens klogeste mennesker på Twitter er en guldgrube i sig selv. 

Jeg er helt bevidst om, at Twitter og bloggen tog mit speciale til nye højder.
Det har resulteret i at jeg, efter talrige opfordringer fra alverdens gode mennesker, indstillede mit speciale til Kforum’s specialepris. Jeg er fuldt bevidst om, at jeg ikke løber med nogen fin placering – for mig ligger sejren i opfordringerne.

På under ét år har aktivitet på twitter ført til, at folk har så stor tiltro til mit speciale, at de mener at det er værd at indstille til prisen! Personligt er det netop dét klap på skulderen, der motiverer mig til at blive ved; skrive endnu et blogindlæg, turde sige ja til at holde foredrag igen, blande mig i debatter.

Så gør det. Tweet, blog. Brug andre platforme, hvis de giver mere mening for dig – men for helvede, blog! Brand dig selv. Vælg en niche, skab din stemme, lær værdien af sociale relationer. Og udnyt nu at alle eksperterne sidder på de sociale platforme, og bare venter på at blive klogere. ;) 


Hvis et blogindlæg havde rulletekster, så ville disse rulletekster give et stort og ydmygt tak til nogle helt specielle personer.

Det her, unge studerende, er listen af folk du skal holde nøje øje med på de sociale medier:

Hans Tosti: Det digitale geni der “opdagede” mig, og satte sneboldeffekten i gang (og stadig bidrager til at holde den kørende!).

Jesper Outzen: Han har større tiltro til mig, end jeg selv – eller min familie, for den sags skyld. Han har givet mig sparring og sat ting i perspektiv, som ingen andre. Den dag jeg formår at skuffe Jesper, bliver i sandhed en sørgelig dag!

Peter Svejgaard: Hans’ partner in crime – han spillede også en stor rolle i at “opdage” mig. Alt det materiale jeg havde med til mit mundtlige forsvar, havde Peter skaffet mig. Og så har han altid motiveret til at skrive endnu et blogindlæg.

Walid Orfaly: Mage til speciale- & dopamin-sparring finder man ikke indenfor landets grænser!

Morten Vium: Ultimativ videndeler! Uden ham, ville jeg stadig være naiv nok til at undervurdere LinkedIn…

Jacob Mouritzen: En af de mange, der takkede nej til min ansøgning. ;) I bagklogsskabens lys er jeg dybt taknemmelig. Og så har Jacob altid været én at se op til, som ung og ny i gamet.

Kenny Møller: Ham skal du kende, fordi han altid kan sætte en debat i perspektiv. Og så hiver han dig med til de rigtige netværksevents, som du skal med til når du dropper jobansøgningerne.

Ib Potter: “Du er jo en belæst røver”, skrev Potter i en mail til mig, dengang han ikke vidste om egentlig var en god idé at få mig med som foredragsholder i Holstebro. Jeg håber ikke, han fortrød… ;)

Eric Ziengs: Den jyske hollænder, der lever sit liv ud fra mantraet: Opnå selv succes, ved at hjælpe andre. Eric tog røven på mig, da han hev mig ind i Bolius – jeg troede sguda ikke, at den jyske hollænder vidste hvem jeg var!