I min seneste podcast med Leif Carlsen fra Social Selling nævner jeg, at det er lettere for kunden at skabe relationer til et brand, hvis brandet har en personlighed. Det kan komme til udtryk i den skriftlige formidling, i CM’erens dialog med brugerne, visuelt, auditivt etc. 

Alt det der giver dit brand karakteristika, kant og en tone of voice er med til at give dit brand personlighed. Hvis du giver dit brand en personlighed, er det nemmere for brugeren (/kunden) at aflæse, afkode, forstå og relatere sig til brandet. Og hvis du gør dét muligt for dine kunder, får de langt nemmere ved at relatere sig og skabe relationer til dit brand. 

Hvad skaber dit brands personlighed?

Alt. Lige fra farven af dit logo, lyden af dit lydlogo, din font og brug af sproget. Alt, dit brand sættes i forbindelse med, er med til at skabe og forme personligheden. Men resultatet kan være alt lige fra et farverigt, sprudlende dynamisk brand, til et hvidt, statisk og anonymt brand.

Det er i grunden ligesom mennesker: Nogle mennesker er ekspressive, ekstroverte og energifyldte! Det er kollegaen, som du aldrig har set iført mindre end fem sekundærfarver, med en stemme der virker som en konstant summen i dine øregange og så hektiske armfægter, at han ligner en der konstant forsøger at vifte en aggressiv bi væk. 

Modstykket er kollegaen, som du blot hører sige ‘goddag’ og ‘vi ses i morgen’. Tøjet er en evig udfoldelse af den grå farveskala, staturen er så stilfærdig som Jellingestenen og selvom I har kendt hinanden i snart et årti, så ved du egentlig ikke meget om personen. 

Alt hvad du gør med dit brand, skaber personligheden. Men det betyder ikke, at dit brand får en personlighed der er mindeværdig.

Alt det her ved de fleste af os. Det kommer ikke som en overraskelse – flere virksomheder bruger flere hundrede tusind kroner om året på at undersøge, hvordan deres brand opfattes af omverden; hvilken personlighed deres brand er endt op med. 

 

Det var de her tanker, der efterlod mig mutters alene med en række spørgsmål. 

Hvor meget personlighed bør ens brand have? Brand dækker jo både virksomheder samt personlige brands – men hvornår er et brand personligt nok? Hvornår er det for personligt? 

Bør man i virkeligheden skelne mellem et virksomhedsbrand og et personligt brand? Er det ikke samme mængde af personlighed vi som modtagere finder charmerende? For hvor meget vil vi egentlig vide om brandet? Da vi først blev mættede af Sidney Lees personlighed mistede vi interessen. Alle kortene blev lagt på bordet – og vupti, væk fra øjnene, der beskuede manden i rampelyset. 

Brandpersonlighed er en sjov størrelse. Får vi som modtagere for lidt af det, har vi ingen karakteristika at relatere os selv til. Får vi derimod for meget af det, så bliver vi mættede. 

Virksomheders brand: Lad os tage nogle eksempler…

Nets. Ikke et ondt ord om Nets, men deres brandpersonlighed sprudler ikke ligefrem med karakteristika, som jeg kan afspejle mig i. Deres hjemmeside er hvid. Deres bygning er hvid. Det ved jeg, fordi den bliver vist frem på deres hvide hjemmeside. Deres logo er mørkeblåt. Den ansvarlige, sikre blå tone, som harmonerer med farven på direktørens slips. Jeg får ikke engang lov til at se ansigtet på en eneste medarbejder. De eneste ansigter jeg ser, er stockphotos. Og nå ja, bestyrelsen der står skoleret på skolefotoet med den tilvalgte hvide, grå eller mørkeblå baggrund. Se selv – mørkeblå er så corporate kedeligt, at det sidestilles hvid og grå. Det er som om, de tre farver står fastfrosset stille i en endeløs duel om at være Rigest Kedeligste Kandidat. 

Og ja-ja, Nets skal sikkert udstråle ansvarlighed og måske det giver OK mening, at de er en smule kønsløse i deres udtryk. Men om jeg som (tvunget) bruger har, eller kan få, en relation  til brandet Nets? Nej. Der er ingen karakteristika, jeg kan afspejle mig i eller som det mindste relatere mig til. Overhoved. 

Dinero, derimod! Dér får jeg ansigter, en genkendelig brug af sproget, personlighed, kant og karakteristika. Dét kan jeg sgu forstå. Dinero forekommer mig ikke mindre uansvarlig end Nets af den årsag. Bare langt mere medgørlig. Dinero er sådan en gut, som jeg foreslår til andre. Nets er jakkesætsfyren fra mit pensionsselskab, som jeg ikke har yderligere minder om. 

 

Modstykket er Joe and the Juice, som har formået at presse så meget personlighed ud af deres brand, at en del folk faktisk har en direkte ugidelighed overfor brandet.
Deres brand er så fyldt med kant og karakteristika, at de bliver fravalgt på det grundlag alene. Det er som om, de er den hyperaktive, hipsterudstrålende, højtråbende, højthoppende og helt vildt trendy unge fyr, som man enten forguder eller elsker at hade. Deres hjemmeside bimler og bamler med cirka samme støjniveau som deres butikker. Men dem, der kan relatere sig til brandets personlighed er ALL IN. Se bare deres medarbejdere – jeg ser sjældent så dedikerede, entusiastiske og velplacerede me
darbejdere, som dem der står bag juicedisken. De arbejder ikke på Joe and the Juice, de er Joe med juicen. 

 

Hvad med dig selv?

Ikke alle skal bimle-bamle, og ikke alle skal være neutrale. Men hvad gør du egentlig selv? Hvordan balancerer du brandpersonligheden i dit personlige brand? 

Nogle er forholdvis private. Jeg aner ikke hvordan Anders Breinholts kone ser ud, men af en eller anden mystisk årsag mindes jeg at have set Bubbers familie i medierne flere gange. 

Jeg tog mig selv i at gå et par personlige brands igennem, sådan i mine egne tanker. Og det gik op for mig, at selvom folk er hyperaktive på twitter, og man føler at man har en art af relation til dem, så betyder det på ingen måde at man ved noget som helst privat om personen. Tænk over det.

Du kan sagtens være i hyppig dialog med en person, og have en relation til personen, uden at kunne nævne én eneste privat detalje ved deres liv. Det omvendte er ligeså ofte tilfældet – man ved stort set alt om personen. Det kan blive ligeså kvalmende, som modstykket kan blive ugenkendelig. 

Personligt har jeg ikke overvejet, hvordan man vægter de to modstykker og rammer den perfekte balance. 
Men jeg blev konfronteret med netop dét i går. Og det var ikke første gang. 

“Hvorfor blogger du aldrig om noget personligt? Det behøver ikke være fagligt det hele…”

Og det er derfor, mine tanker førte til et blogindlæg. For imens jeg bliver forbløffet og en anelse skuffet over erkendelsen af, at man egentlig ikke ved så meget om de personer, man tror man kender, så har jeg aldrig overvejet at kigge på mit eget glashus. Jeg har (åbenbart) bare siddet her med mine skyklapper og vugget til messen om at jeg skulle formidle noget fagligt, fordi det var det modtageren fik værdi ud af. 

Så nu må jeg spørge, for jeg har ikke svaret: Hvor meget personlighed skal et brand have? Hvad er den perfekte balance? Hvordan er din balance (både ift. virksomhed og personligt brand) – hvor meget giver du af din faglighed og dit privatliv? Er det noget du tænker over og er bevidst om? 

…er et brands personlighed overhoved noget man kan styre?